En anden vinkel - og dynamik

Berlingske Tidende (via Filtrat) har en interessant kronik af tina Magaard i forgårs:

De senere år har man livligt diskuteret, hvor grænserne skal trækkes eller udviskes i forholdet mellem religion og politik - ofte specifikt i forhold til islam. Jeg vil her fokusere på en bagvedliggende blokering, som skævvrider denne debat, ved at tage fat på begreberne »kultur« og »identitet«. Disse begreber misbruges ofte som kollektivistiske, fastfrysende markører, hvilket medfører en underkendelse af det personlige ansvar og en reducering af den enkelte borgers frihed til at vælge.

Debatten præges meget af de såkaldte »post-colonial studies«, som blandt andet fokuserer på den destruktive vold, korstogene og kolonialismen var forbundet med. Det er i sig selv udmærket at belyse disse mørke sider af den europæiske historie. Problemet opstår, når man bruger dem til at give en ensidig fremstilling af kristne som angribere, muslimer som angrebne. På præcis samme tid som korstogene foregik i Mellemøsten, erobrede muslimske tropper dele af Centralasien og Indien. Det gik hårdt ud over buddhismen - dengang den mest udbredte religion i områder som i dag er praktisk talt 100 procent muslimske, såsom Afghanistan og Pakistan. De muslimske erobrere iværksatte systematisk tvangsomvendelser af buddhister, drab af buddhistiske munke og afbrænding af klostrenes righoldige biblioteker. Buddhismen uddør derfor som organiseret religion omkring år 1192 i Centralasien og Indien - præcis samtidig som det tredje korstog slutter i Mellemøsten.

Ligeledes bruges den europæiske kolonisering af muslimske lande i 1800-tallet ofte til at fremstille europæere som angribere, muslimer som angrebne. Muslimske ledere var dog ikke bedre selv. For eksempel: I 1895 udryddede Abdur Rahman Khan hundredetusinder af vantro i det nordøstlige Afghanistan - året efter blev det armeniernes tur i Abdul Hamids osmanniske rige. Det er her bemærkelsesværdigt, at islams gradvise magtovertagelse i det geografiske rum fra Tyrkiet til Pakistan har alle kolonialismens karakteristika: behandling af de oprindelige indbyggere som andenrangsborgere i deres eget land, fysisk og epistemisk vold, et fremmed sprogs dominans, fremmedgørelse og nedbrydning af befolkningens oprindelige kultur. Disse tendenser er kun blevet forstærket siden the Partition i Pakistan 1947 og den islamiske revolution i Iran i 1979.

Her er det, »kultur« og »identitet« bliver problematiske begreber. Hvis man accepterer en islamisk udlægning af, hvad for eksempel »iransk kultur« eller »pakistansk kultur« står for, eller giver indrømmelser på baggrund af krav om respekt for »identitet«, så risikerer man at give indvandrernes børn et meget skævt billede af deres oprindelseslandes historie.

Der er meget mere - læs resten selv.

UPDATE:

A propos Abdur Rahmans udryddelseskrig i 1895: mens de ikke-muslimske Kafirer blev tvangsomvendt og deres land ombenævnt fra Kafiristan ("Hedningenes land") til Nuristan ("De renes land"), så blev rester af folket ved at holde fast i deres gamle religion under britisk beskyttelse i Britisk Indien. Efter Pakistans selvstændighed har de imidlertid været under pres for at blive muslimer igen:

While visiting the valleys in 1995, Mr Lerounis offered to raise funds to improve the Kalash standard of living. He was surprised to find what their main interest was.

Kalash braids and beads are a big tourist draw"I looked around and thought 'doctor, hospital or medicines', but they asked me for a school, a minority school," he said.

At that time, the only available schools were government run, staffed exclusively by Muslim teachers and all children were taught Islamic studies.

Many parents feared their children losing their heritage and kept them out of classes.

"The teachers said to us, 'when you die, you will go to hell'," says Luke Rehmat, who is now the executive programme manager for the Kalash People's Development Network.

"Many students turned to Islam after matriculation because they didn't keep their culture," added Mr Rehmat.

Siden har græske frivillige (Kalash-folket har en rig folkelig tradition, der bla slår fast at de er efterkommere efter grækere bosat i idags nordlige Pakistan af Alexander den Store) bygget 5 skoler til Kalash-folket, og 2 til de lokale muslimske børn.

Henrik