søndag, juli 10, 2005

Når virkeligheden bare ikke rækker

Når jeg nu tidligere hare refereret lidt fra IFFs pro-Bush-demonstration, så glemte jeg faktisk at nævne en lille ting:

Mens vi stod og demonstrerede vores støtte stormede en (efter sigende rimeligt pæn) pige igennem flokken og delte en løbeseddel ud, der reklamerede for "Foreningen for Ansvar og Demokrati - FAD. Hun var væk før nogen opdagede hvad der stod på sedlen (ikke noget specifikt), og længe før nogen var inde på den hjemmeside løbesedlen refererede til.

Problemet er, at hjemmesiden og "foreningen" bare er en provokation:

Aluline, der er en aluminiumsvirksomhed med 100 ansatte, er sammen med en række andre firmaet blevet hængt ud på hjemmesiden www.dan-maerket.dk. Hjemmesiden er etableret af provokatører i anledningen af præsidentens besøg. På siden fremgår det, at FAD står for betegnelsen "Foreningen for Ansvar og Demokrati". Men det er forkert. Betegnelsen står i virkeligheden for "Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark", oplyser Morten Schow, der er medindehaver af Aluline på Stengårdsvej i Tølløse. FAD er en brancheorganisation og har intet med hjemmesiden at gøre.Morten Schow ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, men henviser til formanden for FAD, Michael Holm, der siger om hjemmesiden:

- Under menupunktet "Hvad er FAD" oplistes FAD's medlemmer, der opfordres til at melde sig ind i FAD-foreningen bag hjemmesiden. Det er beklageligt, at et sådant initiativ bevidst spiller op ad vores forening. Det er uheldigt, at nogle på denne måde vil skabe misforståelser ved at give sig ud for at være ét, men reelt er noget andet. Vi vil nu vurdere, hvorvidt hjemmesiden er lovlig.

TV2Øst har mere:

Firmanavnene er at finde på hjemmesiden www.Dan-maerket.dk. På hjemmesiden
fremgår det, at firmaerne skulle have oprettet hjemmesiden med det formål at støtte krigen i Irak. Årsagen skulle være, at firmaerne kan tjene penge på krigen. Men det passer ikke, siger virksomhederne i dag til DR Regionalen. Virksomhederne nægter at kende noget til hjemmesiden, som øjensynlig er falsk. Alle fire virksomheder tager desuden skarp afstand fra de holdninger, der gives udtryk for på siden.

DR Regionalen har sporet hjemmesiden tilbage til personer, som skulle være aktive modstandere af krigen i Irak og Danmarks deltagelse i den USA-ledede koalition.

Fra en anden TV2Øst-artikel:

- Vi har kun taget virkeligheden og twistet den 10 procent.

Der hvor jeg kommer fra kalder vi det "at lyve".

På den falske hjemmeside fremgår det, at virksomhederne ønsker at ulandsbistanden i stedet skal gives til de firmaer, som på den ene eller den anden måde deltager i krigen.

Et af de firmaerne, der hænges ud, er Hamann Elektronics i Holbæk, hvor direktør Gert Nielsen over for DR Regionalen tager skarpt afstand fra den falske hjemmeside og kræver den lukket.

Emil Sørensen mener ikke at have hængt nogen ud og mener heller ikke, at han og hans forening kan stilles til ansvar for noget.

Nej, uha. Tænk hvis man ligefrem kunne stilles til ansvar for noget.

Tabere.

UPDATE:

Nå ja, nu kalder jeg dem tabere......men ideen (som de altså ikke mener alvorligt) er faktisk ikke helt så skeløjet. Prøv selv at læse siden.

Henrik