torsdag, oktober 27, 2005

Lidt om Fox

Kim på Uriasposten har et lille indlæg om Fox News, som DRs Tv-Avis har beskyldt for at være loyal over for Bush. Problemet er, at DRs ansatte som sædvanlig ikke har begreb skabt om, hvad de udtaler sig om.

Fox er institutionelt set hverken venstre- eller højre-orienteret. Stationen er udelukkende seertals-orienteret, og Bush vil altid tabe i en kamp med dem. Se for eksempel præsidentvalgkampen i 2000, hvor det var Fox der kunne fortælle om Bushs tidligere erfaringer med sprit-kørsel. Tilsvarende var Fox om muligt også endnu hårdere mod Bush i kritikken af redningsarbejdet efter orkanen Katrina, end MSM var.

Et simpelt kig på dansk fjernsyn vil heller ikke ligefrem afsløre nogen republikansk propaganda i Fox-produktioner - hvem kan finde konservative kerneværdier i Simpsons, Paradise Hotel, Fear Factor eller serien med Al Bundy?

Nyhederne er tilsvarende populistiske, og går efter hvad der end måtte giver størst seertal. I sommers fyldte historien om den amerikanske pige Natalie Holloway, der forsvandt på den caraibiske ø Aruba og siden blev fundet myrdet således i ugevis Fox´ nyheder, og stationen sendte endda en reporter til øen for at reportere live fra efterforskningen af sagen i ugevis.

Der hvor Fox faktisk har højreorienterede tilbøjeligheder grunder det faktisk i, at de dominerende stationer i den amerikanske tv-verden - ABC, CBS og NBC - i løbet af de amerikanske 68´eres "Lange March gennem Institutionerne" er blevet overtaget af venstredrejede elementer på samme måde som DR blev det i Danmark. Som resultat blev den amerikanske befolkning bombarderet med venstre-vinklede indslag årle og silde. Da Fox derfor kom til og søgte seertal var der én stor séer-skare, der ikke fik sine behov dækket: dem til højre i det politiske spektrum. Det er indretningen af de redaktionelle holdninger efter denne kerne-séer-gruppe, der giver indtrykket af, at Fox - efter europæiske og venstreorienteret demokratiske forhold - bliver anset for at være ideologisk højreorienteret og principielt pro-Bush.

Det har bare ikke så meget med virkeligheden at gøre.

For sjov kan man også tage et kig på Rupert Murdochs valgbidrag (Rupert Murdoch ejer Fox). Siden 1987 har Murdoch sammenlagt bidraget med godt 285.000 dollars til politiske kampagner. Af disse er rigtigt nok lidt under 160.000 gået til Republikanerne, men samtidig har Demokraterne fået over 80.000. Dertil kommer, at en del af de penge, demokraterne har fået, er gået direkte til de mest venstreorienterede af slagsen - Edward Kennedy, John Kerry og Dianne Feinstein.

Det er også værd at lægge mærke til, at Murdoch faktisk havde bidraget med flere penge til demokrater lige op til 11. September. Hele republikanernes overvægt er kommet til derefter.

Henrik