mandag, september 26, 2005

Pallywood - hvordan araberne lyver for medierne i Palæstina

Enhver der har bare den mindste interesse i den jødiske forsvarskrig mod arabiske terrorister i Mellemøsten er pinedød nødt til at se Pallywood. Mini-dokumentaren (den varer kun 18 minutter) tager medie-dækningen af et arabisk overfald på en jødisk post den 30. September 2000 ved Netzarim-krydset i Gaza-striben, og går så i gang med at pille den fra hinanden ved at se på rå-filmen fra de palæstinensiske kameramænd. Vi får lov at se hvordan action-scener bliver instrueret, "ofre" bliver "ramt" og "nyheder" skabt.

Klip fra senere i den anden intifada viser hvordan de populære arabiske begravelser af "martyrer" også bliver forfalsket, hvordan en "død" martyr bliver tabt af ligbærerne to gange, og begge gange selv kravler tilbage på ligbåren, for eksempel. Der er også den arabiske læge der bliver fanget på film igang med at instruerer "ofret" i hvordan han skal lyve.

Se selv doku´en her.

Se den, og spekulere på hvor troværdige de næste nyheder du ser fra Palæstina er.

Tænk også på at en stor del af de kameramænd vestlige nyhedstjenester bruger i Irak også er arabere fra Palæstina. Nissen plejer jo som bekendt at flytte med....

Henrik

4 Comments:

Anonymous Anonym said...

Ikke for at belemre dig med mine små problemer på denne debatside men jeg kan ikke få filmen til at spille.

Jeg kan dog huske den lille dreng der blev skudt af israelerne men han sammen med sin far krøb sammen bag en lille mur under en skuveksling med jødezionisterne og de palæstinensiske frihedskæmpere. Bortset fra at det var LØGN for da de var krøbet i læ for smovserne så kunne det ikke være dem da de ikke havde udsyn. I stedet var det palæstinensiske terrorister i Yassir "Weekend med Bernie" Arafats (dejligt han er død, håber det var smertefuldt) tjeneste der skød til måls efter drengen og hans far. På den film kan man så vidt jeg husker se faderen prøve at kontakte deres landsmænd fosikkert for at appelere til ikke at skyde på deres landsmænd. men skudende fortsætter til tragedien er en realitet.

Andreas

8:07 AM  
Anonymous Anonym said...

DEN LOVLIGE LØGN

Informationsfolder om brugen af lovlig løgn overfor ikke-muslimer og ikke-islamiske myndigheder:


Taqija er islams lovlige dispensation for at lyve overfor "vantro", dvs. ikke-muslimer og myndigheder, kontorer, politi og domstole.
Ideen er at skabe forvirring, sløre sandheden og få modstandere til at argumentere imod hinanden, således at islams sag fremmes og personens ære reddes.

Forhandlingssituationer med overbeviste muslimer kan give pro-blemer. Man oplever ofte, at muslimer ikke accepterer et "nej" eller en begrundelse med henvisning til de gældende regler. De tror, at blot de bliver ved med at presse på, vil modparten give efter. Når man så naturligt nok afslår erkendtligheder og psykisk pres, kan samtalen helt løbe af sporet:
Vrede, krænket æresfølelse og opbragte familiemedlemmer. Betragter en muslim forhandlingspartneren som modstander eller del af et såkaldt "vantro system", kan han lovligt lyve: specielt for at opnå en fordel for muslimsk religion, islamiske love, skikke og forordninger, eller hvis han føler, at han befinder sig i en kamp-situation. Da kan han forvirre "fjenden".

Godt nok er løgne syndige, "men ikke, hvor de udtales til en muslims bedste eller for at redde ham fra en katastrofe" ("The 4. Conference of the Academy of Islamic Reseach", Kairo 1970).

Teologisk rækker ideen om taqija tilbage i tiden. "Islams bevis", den store teolog Al Ghazali (1056-1111) udtrykte det sådan: "Af og til er det din pligt at lyve.... vi må lyve, dersom sandheden fører til ubehagelige resultater, men sige sandheden, når den fører til gode resultater".

Muhammad lærte os at lyve (taqija i shia-islam) "Folk siger, ´Lyv ikke´. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah. Han lærte menne-sket at lyve, således at vi kan redde os i vanskelige øjeblikke og forvirre vore fjender. Skulle vi holde os til sandheden med den konsekvens, at troen udsættes for fare eller nederlag? Nej. Folk siger: `Slå ikke ihjel`. Men den Almægtige lærte os, hvordan man slår ihjel. Hvorfor skulle vi ikke slå ihjel, når det er nødvendigt for at sikre troens sejr?...Bedrag, svindel, konspiration, snyd, tyveri og mord er ikke andet end midler. I sig selv er det hverken godt eller dårligt, uden de hensigter, der lå bag. Se på en køkkenkniv. Er den god eller dårlig? En husmoder kan skære kød med den. Og en af islams soldater kan gennembore hjertet på et skadedyr" (Teologen M. Navab-Safavi i A. Taheri:"Holy Terror").



Han gav os taqujia for at forvirre de vantro og fremme islam. En af islams doktriner er læren om "taqiya", den religiøse dispen-sation, som muslimer har til midlertidig at fornægte troen for eks. i en forhandlings-situation, således at denne kan spille et fordækt spil, når det et gavnligt for sagen og for at forvirre en modpart af anden religiøs observans. Det kan gå så vidt, at en muslim, hvis det kræves af situationen, kan sværge falsk med hånden på Koranen. (Et kendt eksempel findes i dokumentarromanen: "Ikke uden min datter"). Dette kan endog gøres overfor en ikke-mus-limsk ægtefælle. Denne dispensation har alvorlige følger, når man skal vurdere værdien af aftaler, samtaler og forlig, da "taqiya" har en direkte nedbrydende virkning for troværdigheden. Den bruges desværre i mange sammenhænge: asylansøgninger, tilladelser, skat, ansøgninger, og især i forhandlings-situationer med "vantro systemer" eller såkaldte "illegitime systemer" (offentlige myndig-heder).



Kun sjældent indrømmes brugen af taqija, som i et indlæg af formanden for muslimske studerende i Danmark ("Islamic Student Organisation") Jahamir F. Abdallah i et indlæg i Ekstra Bladet 6.4.97: "..vi er stolte af at være muslimer og finder os ikke i at blive hundset med af ikke-troende. Vi er ingens kulier mere...den tid er forbi.. At muslimer får flere børn end danskerne, at det sociale system bliver udnyttet, osv. kan I kun takke jer selv for. Den kloge narrer den mindre kloge". At indrømme brugen af taqija er egentlig imod selve metoden, da det netop er den narrede parts mang-lende viden om brugen af taqija, som forvirrer. Den tyske muslim-ske forfatter og filosof M.A. Rassoul anbefaler i sin bog "Allahs letzte Botschaft, Argumente für den Dialog mit Christen", at forvirre dialogpartneren ved at føre ham bag lyset. Argumentet henter han i Sura 4,142: "Sandelig, hyklerne forsøger at overliste Allah, men han vil overliste dem".
Undertiden møder man hos blandt sunnimuslimer den påstand, at taqija kun findes i Shia-islam (f.eks. imam Leon Soudari i "Kommentar", Kristl. Dagblad juli 98). Forskellen mellem shia- og sunnimuslimer er i denne sam-menhæng, at taqija er udbredt blandt sunnimusli-mer, men påbudt blandt shiamuslimer.



Især når en muslim befinder sig i en uheldig eller umulig situation, hvor det gælder om at opnå fordele for islam eller sig selv. Taqija er et strategisk middel for at forvirre omgivelserne. Taqija kan også oversættes og tolkes med ordet "forsigtighed", hvilket bety-der, at den sande muslim i vanskelige situationer bør skjule sine egentlige hensigter. Dette at "skjule sandheden" har "forstillelsen" som konsekvens.
Dette gælder f. eks. Korantolkningen, hvor man overfor den uvidende vantro fremhæver de blide Koranvers fra Muhammads tidlige år. Men disse vers er i modstrid med de senere Koranvers, hvor profeten fremhæver, hvordan den fromme muslim med hårdhed skal underkaste de vantro og udrydde dem, hvis de nægter underkastelse. (Sura 4.92 Islams fuldmagt over de vantro: Sura 47.4, Sura 8 og 9. Overfor de vantro skal muslimen henvise til et korancitat, som er sat ud af kraft (abrogeret): "Der er ikke tvang i religionen" og således snyde den vantro og vække hans interesse).



Begrundelsen for taqija er, at Allah snød sine fjender. Han snød dem ved ikke lade Jesus dø. Islam nægter derfor, at Jesus blev korsfæstet ("det så kun sådan ud, det forekom dem sådan"). Denne lære overtog profeten fra sekten "doketisterne". Muhammed praktiserede taqija, han snød sine modstandere, siger
islamiske teologer som begrundelse for metoden. Her henvises til "Freden ved Al-Hudabija", hvor Muham-mad narrede sine mod-standere. Overenskomsten ved Hudabija havde kun som formål ved forstillel-se at få modstanderne til at tro, at han havde gode hensigter. Fredsaftalen var dog kun beregnet på at samle kræfter til den endelige underkastelse af modstanderne i Mekka, hvilket lykkedes. Med aftalen fik han afgang til byens hjerte, hvor han boede til han og hans tilhænger kunne tage magten indefra.

Sunnimuslimer i Vesten fornægter overfor ikke-muslimer eksistensen af taqija. Den konsekvente fornægtelse af, at man anvender forstillelse overfor enkeltpersoner og "vantro" myndig-heder er en del af selve metoden i taqija. Ofte medfører det grænseløs forvirring hos modstanderen eller de forhandlende myndigheder, når de ofte langt senere opdager det. Det har endog medført, at enkelte bøger og leksika om islam fejlagtig anfører at taqija kun bruges af shiamuslimer. Anbefalingen af løgn i form af taqija, som fandt sted på "The 4. Conference of Islamic Research" som en god og brugbar metode blandt sunnimuslimer, er yderst betydningsfuld, idet sådanne udtalelser fra Kairos Al Azar univer-sitet må anses som normgivende for sunnimuslimer.



Et kendt eksempel for aktiv anvendelse af taqija, for at forvirre modstanderen ved løgn, kendes fra det overvejende sunnimus-limske land Tyrkiet, hvor Erbakan, politisk leder for den tredjedel af vælgerne, der stemmer fundamentalistisk i Tyrkiet, aldrig har fortiet brugen af taqija. (Søsterbevægelsen i Danmark er Milli Görüs, DMGT).



Assia Harwazinski (tysk islamforsker) henviser til, at brugen af taqija er så almindelig for mange muslimer, at det er en "slags overlevelseskunst", en måde at leve på, både på det personlige plan, men også i islamiske bevægelser, der både har en skjult dagsorden og en åben dagsorden. De mest yderliggående er undertiden de mest ærlige, da de ofte af lutter iver ikke kan holde sig tilbage. Pudsigt nok bruges taqija ofte mere bevidst blandt personer, som man i Vesten anser som moderate. Evnen til at bruge taqija ved at udnytte den "vantros" naivitet, forplumrer samtalen og forståelsen i den grad, at det undertiden kan være yderst svært at se, hvem der har ret. Metoden har som et vigtigt mål, at få ikkemuslimer til indbyrdes at blive uenige! Derfor indledes ofte med et af følgende påstande:

1.a)"Taqija findes ikke", b) "det bruges kun af shiamuslimer", c) "Det bruges kun af yderliggående".
2."Ikke muslimer har det godt, hvor muslimer har flertallet".
3. Jihad skal kun forstås som anstrengelse for freden og troen.
4. Islam er et eksempel på verdens mest tolerante religion.
5. Ordet "islam" skal oversættes med fred, hvilket viser islams sande
indhold (slm= salama= fred ). Problemet er blot, at ordet "islam" faktisk betyder "underkastelse".



Tager en muslim udgangspunkt i et af disse sætninger ved man, at der bruges "forstillelse", for at forvirre eller skabe interesse hos modparten. Derudover kan ofte forventes taqija, hvis en muslim gør et stort nummer ud af de abrogerede (ophævede) Koranvers, for eks. verset: "Der er ingen tvang i religionen".

Taqija overfor vantro indledes gennemgående med Koranverset:
"Tvang findes ikke i Koranen", og påstanden: "islam er en tolerant religion", "andre religioner har det godt, hvor islams system her-sker". At Koranverset er ugyldigt for ortodokse muslimer forties. I de muslimske lande bruges i stedet de voldsomt diskriminerende vers, der forvandler slamiske lande til gennemførte apartheid-systemer. Prof. Spuler Stegeman giver eksempler på, hvordan taqija i Tyskland bruges overfor tyske myndigheder, offentlige kontorer også af sunnier. Kilder for sunniislams brug af taqija
er A. Harwazinski, Gibb og Kramer og "Zentrum für Türkei-stu-dien".

Taqija anvendes især overfor såkaldte vantro myndigheder, dvs. politi, domstole og myndigheder af enhver art, som ikke accep-terer eller underordner sig islamisk lov. Nogle gange kan myndig-heder forbløffes over de utrolige og helt usandsynlige historier, som bruges blot med det formål at forvirre. Da flertallet aldrig har hørt om taqija, tolkes det som sygelig tilbøjelighed til løgn, da det sjældent forbindes med noget religiøst.
Reaktionen er derfor undren og opgiven. Netop det sidste, at myn-digheden eller personen opgiver, er et tilsigtet mål for taqija. Accepterer myndigheden islamisk dominans og underordner sig alle krav, dæmpes brugen af taqija.

"Folk siger, ´Lyv ikke´. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allah."
(Muhammad Navab-Safavi).

Amir Taheri ,tidligere redaktør i Teheran, peger i sin bog "Holy Terror" på "Skridt for skridt-metoden" i taqija:
"Hvis den rettroende ikke har tilstrækkelig magt til at gennemføre islam her og nu, må han gå gennem flere stadier. Han må starte med at fremme islam gennem propaganda. Men midlerne kan i øvrigt omfatte alt lige fra etableringen af koranskoler og til snigmord (Det engelske ord for snigmorder "assassin" er direkte overtaget fra arabisk). Løgn er acceptabel, når det er nødvendigt for at beskytte troens højere interesser.... Midlertidige tilbagetog i taktisk øjemed for at vildlede fjenden eller som forberedelse til næste slag ("negira") er tilladelige."

m.v.h.
Joern
www.informationomdanmark.dk

12:18 PM  
Blogger Henrik said...

Hej Andreas

Har du Gmail? Så kan jeg sende den til dig.

Hvis du ikke har Gmail, men kunne tænke dig det, så sig til - jeg har 50 invitationer liggende.

Henrik

9:00 PM  
Anonymous Anonym said...

Jeg ved ikke engang hvad Gmail er. Jeg har en imac og ved derfor ikke om det er noget jeg kan bruge (vi Mac-brugere ved skræmmende lidt om computere). Men hvis det kan lade sige gøre er jeg selvfølgelig interesseret.

Andreas

6:00 PM  

Send en kommentar

<< Home