"Ofre"
Jeg har den sidste lille uges tid ikke postet ret meget på bloggen, og den næste uge ser heller ikke så lovende ud - den er totalt pakket, desværre.
Der er idag imidlertid en historie, der får blodet til at koge i mine årer.
Ingen kan vel efterhånden have overset, at de muslimske indvandrere i Frankrig er gået amok, og nu på 10. dag hærger landet. Flere tusinde biler er blevet sat i flammer sammen med gud ved hvor mange skoler, børnehaver og andre offentlige bygninger. En handicappet kvinde er også blevet overhældt med benzin og sat ild til. Hun overlevede, men med alvorlige forbrændinger.
Alle har hørt om de to knægte, hvis selvpåførte dødsfald udløser det hele.
Men hvem har hørt om Jean-Claude Irvoas (51)?
Jean-Claude Irvoas var ude at køre en tur i sin bil med kone og datter, og steg ud af bilen for at tage et billede. Istedet blev han overfaldet af tre arabere og tævet ihjel for øjnene af sin familie.
Det burde være nok til at få mit blod til at koge, men Observers behandling af sagen får det næsten til at fordampe. Fuld offerrolledyrkning af de to knægte i toppen af artiklen, komplet med deres uskyld og "devastated" familier. Helt nede i bunden, i de sidste tre afsnit, kommer følgende:
Yet in a country where 28,000 cars have been burnt on housing estates this year alone, Sarkozy's gamble for the intolerant right-wing vote could still pay off. In today's Le Monde, the Interior Minister is unrepentant in a personal opinion piece titled 'Our strategy is the right one'.
Last week, on the day Bouna and Ziad were killed, Jean-Claude Irvoas, 51, got out of his car in Epinay-sur-Seine to take a photograph. As his wife and daughter sat in the car, Irvoas was attacked by three men, said to be Arabs from a nearby housing estate, and savagely beaten. He died in hospital later that evening. While speaking of the perpetrators, Sarkozy speaks to France's 'victims' - and they don't live in Clichy-sous-Bois or Aulnay-sous-Bois.
If in the past the 'louts' were forgotten, it looks like they could now be used as pawns by France's politicians.
En dræbt familiefar, hans sønderknuste kone og datter kvalificerer ikke til et enkelt afsnit, ikke engang til at være ofre, de er det kun i anførselstegn - "ofre" - og er uanset kun en brik i en ond, ond højrefløjspolitikers søgen efter intolerante højrefløjsvælgere.
Jeg har lyst til at brække mig.
UPDATE:
Til dem der, som jeg, har lyst til at lade Observer/Guardian høre for det her, er der følgende adresser at vælge imellem;
Der er idag imidlertid en historie, der får blodet til at koge i mine årer.
Ingen kan vel efterhånden have overset, at de muslimske indvandrere i Frankrig er gået amok, og nu på 10. dag hærger landet. Flere tusinde biler er blevet sat i flammer sammen med gud ved hvor mange skoler, børnehaver og andre offentlige bygninger. En handicappet kvinde er også blevet overhældt med benzin og sat ild til. Hun overlevede, men med alvorlige forbrændinger.
Alle har hørt om de to knægte, hvis selvpåførte dødsfald udløser det hele.
Men hvem har hørt om Jean-Claude Irvoas (51)?
Jean-Claude Irvoas var ude at køre en tur i sin bil med kone og datter, og steg ud af bilen for at tage et billede. Istedet blev han overfaldet af tre arabere og tævet ihjel for øjnene af sin familie.
Det burde være nok til at få mit blod til at koge, men Observers behandling af sagen får det næsten til at fordampe. Fuld offerrolledyrkning af de to knægte i toppen af artiklen, komplet med deres uskyld og "devastated" familier. Helt nede i bunden, i de sidste tre afsnit, kommer følgende:
Yet in a country where 28,000 cars have been burnt on housing estates this year alone, Sarkozy's gamble for the intolerant right-wing vote could still pay off. In today's Le Monde, the Interior Minister is unrepentant in a personal opinion piece titled 'Our strategy is the right one'.
Last week, on the day Bouna and Ziad were killed, Jean-Claude Irvoas, 51, got out of his car in Epinay-sur-Seine to take a photograph. As his wife and daughter sat in the car, Irvoas was attacked by three men, said to be Arabs from a nearby housing estate, and savagely beaten. He died in hospital later that evening. While speaking of the perpetrators, Sarkozy speaks to France's 'victims' - and they don't live in Clichy-sous-Bois or Aulnay-sous-Bois.
If in the past the 'louts' were forgotten, it looks like they could now be used as pawns by France's politicians.
En dræbt familiefar, hans sønderknuste kone og datter kvalificerer ikke til et enkelt afsnit, ikke engang til at være ofre, de er det kun i anførselstegn - "ofre" - og er uanset kun en brik i en ond, ond højrefløjspolitikers søgen efter intolerante højrefløjsvælgere.
Jeg har lyst til at brække mig.
UPDATE:
Til dem der, som jeg, har lyst til at lade Observer/Guardian høre for det her, er der følgende adresser at vælge imellem;
- Nyhedsredaktionen - home@guardian.co.uk
- Udenrigsredaktionen - foreign@guardian.co.uk
- Læsernes redaktør/ombudsmand - Ian Mayes, reader@guardian.co.uk
Henrik
posted by Henrik | 12:08 AM
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home